Karolines historie

Hej Kim,

Sidste efterår var vi på en familietur til Tivoli i forbindelse med at Tivoli fejrede Halloween. Her så vi de store græskar på godt 200 kg. For sjov sagde jeg til min datter, Karoline, at sådan et græskar kunne jeg da godt lave til hende. Hun tog mig på ordet, og blev ved med at plage mig da vi kom hjem og fortsatte hen over jul og nytår. Så søgte vi på nettet på kæmpegræskar, og her er det jo nærmest umuligt ikke at støde på din fine hjemmeside, og oven i købet kunne vi få gratis frø. Vi var så heldige at få nogle af de sidste, du havde på lager. Vi såede frøene omkring den 18. april og havde en forventning om at de hurtigt ville spire, men der skete ikke noget den første uge. Så vi var ved at opgive håbet om at frøene virkede, men pludselig begyndte der at ske noget. De første planter kiggede frem den 29. april, så vi var lidt sent på den i forhold til dine meget fine retningslinjer. Og rigtigt sent i forhold til dig.

Karoline-1

For at indhente lidt af den forsømte tid, havde vi bygget et lille primitivt drivhus.

Den største af 3 planter blev sat ud den 19. maj.

Karoline-2

Karoline-3

Siden har den fået vand og gødning jævnligt.

Selve det stykke jord planten står i er ikke særligt stort, og drivhuset heller ikke, så det varede ikke længe før hverken drivhus eller jordstykket var stort nok.

Drivhuset blev i stedet sat op som læhegn, og planten måtte bremses i dens vækst.

Karoline-4

Karoline-5

Der gik rigtig langt tid før de første græskar viste sig. Vi havde ikke rigtigt fundet ud af, hvordan vi skulle befrugte hannerne og hunnerne, så det overlod vi til bierne og Vorherre.

Der blev 3 græskar og de kom til syne lige inden vi skulle på 14 dages ferie. Det var den 14. juli. Vores nabo skulle vande, mens vi var væk.

Da vi kom hjem 14 dage efter, blev vi godt nok overrasket. Nu var der et stort og 2 mindre græskar.

Vi blev hurtigt enige om at klippe det mindste af. Og ca. en uge efter klippede vi også det næststørste af, så nu satsede vi udelukkende på det største.

Karoline-6

I dag 15. august har det følgende mål:

216 – 183 – 163

Ifølge dit skema giver det en vægt på ca. 111 KG.

Karoline-7

Karoline-8

Eftersom vi dyrker på friland, og ikke bruger alle de redskaber du bruger og ikke har din viden om hvordan vi skal gebærde os, havde vi egentlig sat vores forventninger ned og opgivet Tivoli. Men nu kan vi jo læse, at vi faktisk er lidt foran dig, hvis vores målinger holder. Men det er nok også nu du trækker fra, eftersom du bedre kan styre varmen i dit drivhus, og ved hvordan der skal gødes.

Karoline-9

Du hører nærmere om, hvor langt vi når.

Vi ved i øvrigt ikke endnu, hvordan vi skal få flyttet det og vejet det, hvis det skal vejes på et tidspunkt. Har du nogen gode råd?

 

Hilsen

 

Jan og Karoline

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

Time limit is exhausted. Please reload CAPTCHA.