Forår i græskarhaven

Jubii, forår i luften og lugten af hestepærer i næsen. Så bliver det vist ikke bedre? 😉

Min utroligt ringe jord har fået en ordentlig omgang kalk, og nu også et godt lag hestepærer. Jeg har bestemt mig for at plante 3 kæmpegræskar i år. Hver plante som har 8×8 meter at bredde sig på får 4 kubikmeter møj. Omregnet til lagtykkelse giver det 6,25 cm hestemøj på hele arealet!!

Af andre forbedringer kan jeg nævne en ny jordvold, som skal fungere som lægiver for den kraftige vestenvind. Volden er 1,4 meter høj og ca. 30 meter lang.

For at spare lidt på vandet er jeg begyndt at samle regnvand, så de grådige græskar kan få al den vand de har brug for uden at jeg bliver ruineret. Forresten vil jeg anbefale at man regner på sit tagareal inden man begynder at samle vand, min tank på 1000 liter blev fyldt på et enkelt regnskyl!! Nå – Jeg må vel bare have fat i en mere 🙂

Sidst men ikke mindst skal jeg have fordelt 4 kubikmeter næringsrig muldjord over min egen forarbejdede jord, for at give planterne lidt bedre betingelser allerede i år.